Uddannelseschef til Byggeri & Energi
Vil du lede med nærvær og retning i et ambitiøst chefteam – og sætte dit præg på fremtidens bygge- og energiuddannelser?
Et nyt erhvervsakademi tager form
Den 1. juli 2025 fusionerede KEA og Cphbusiness til Erhvervsakademi København (EK) – Danmarks største erhvervsakademi med 20.000 studerende fordelt på 13 uddannelsessteder i Region Hovedstaden. Vi er nu i fuld gang med at bygge en institution, der ikke blot samler de to akademiers styrker, men skaber noget mere og bedre.
Programområdet Byggeri & Energi er en central del af EK med deltids- og fuldtidsuddannelser inden for bygningskonstruktion, byggekoordinering, installations- og energiteknik samt kort- og landmålingsteknik med 100+ ansatte og ca. 2000 studerende. Vi har to overordnede ambitioner:
- At uddanne verdens bedste dimittender – der kan bidrage til grøn omstilling af byggebranchen.
- At skabe Danmarks bedste arbejdsfællesskab.
Din rolle som uddannelseschef
Du bliver den fjerde uddannelseschef i chefteamet på Byggeri & Energi, som i dag består af tre uddannelseschefer, en programchef samt en programkonsulent og en programsekretær.
Som uddannelseschef har du ansvar for:
- Den daglige drift og udvikling af de uddannelser, du får ansvar for – herunder tilrettelæggelse, bemanding og kvalitetssikring.
- Personaleledelse af adjunkter og lektorer – med fokus på faglig og pædagogisk udvikling, lektorkvalificering og trivsel.
- Budget- og ressourceansvar for dine uddannelser inden for programmets fælles rammer.
- Bidrag til strategisk udvikling af uddannelsesporteføljen – i tæt samarbejde med programchefen og øvrige uddannelseschefer.
- Dialog med flere udvalg, erhvervsliv og samarbejdspartnere inden for relevante fagområder.
- Forankring og understøttelse af relevante forsknings- og innovationsprojekter knyttet til uddannelserne.
Mens du har det daglige ansvar for dine uddannelser, har programchefen det overordnede strategiske, økonomiske og personalemæssige ansvar for hele programområdet.
Ledelse i et forpligtende fællesskab
Vi leder ud fra en enkel grundligning: maksimal frihed og reel indflydelse skaber maksimal ansvarlighed. Det betyder, at du som uddannelseschef har høj grad af frihed tæt på opgaven, og at vi til gengæld forventer, at du tager tydeligt ansvar for helhed, kvalitet og arbejdsfællesskab. Det samme gælder for vores adjunkter og lektorer.
Et centralt princip for os er, at vi altid forstår os selv som del af et større fællesskab, før vi er ledere for vores eget specifikke område. Som uddannelseschef er du først og fremmest en del af ledelsesgruppen i EK Byggeri & Energi – og derefter uddannelseschef for dine konkrete uddannelser.
I praksis betyder vores ledelsesprincpper, at du:
- Leder med nærvær og tydelig retning – ikke kun administrativt, men tæt på dine medarbejdere og den faglige opgave.
- Agerer som kritisk ven i chefteamet – udfordrer loyalt og konstruktivt og tåler selv at blive udfordret.
- Understøtter professionelle læringsfællesskaber (PLF) – og beskytter tid og rum til faglig og pædagogisk udvikling.
- Træffer beslutninger tydeligt, kommunikerer dem loyalt og genåbner dem ikke i korridorerne.
- Tager svære samtaler med medarbejdere, kolleger og dig selv – direkte og med ordentlighed.
Din baggrund og dine kompetencer
Vi søger en erfaren og engageret leder, der trives i krydsfeltet mellem faglig ambition, menneskelig nærhed og organisatorisk handlekraft. Du behøver ikke have en bestemt branchebaggrund – men du skal kunne forstå og sætte retning for uddannelser, der retter sig mod en branche i hastig forandring.
Vi forventer, at du:
- Har erfaring med personaleledelse af vidensmedarbejdere – og kan balancere individuel nærhed med kollektiv retning.
- Kan omsætte strategiske mål til konkret driftsledelse og faglig udvikling.
- Trives med co-ledelse – og er vant til at navigere i en ledergruppe med tæt samarbejde og gensidig afhængighed.
- Har blik for ressourceanvendelse og kan bidrage til løbende optimering af uddannelseskvalitet og ressourceallokering.
- Kommunikerer klart og direkte – og skaber psykologisk tryghed ved at være forudsigelig og ordentlig, også under pres.
Kendskab til erhvervsakademi- eller professionshøjskolesektoren er en fordel. Erfaring med pædagogisk udviklingsarbejde, professionelle læringsfællesskaber eller uddannelsesinstitutioner i forandring vil blive værdsat.
Hvad du kan forvente af os
Du træder ind i et chefteam, der er oprigtigt optaget af at lykkes – både med opgaven og med hinanden. Vi arbejder bevidst med vores eget ledelsesfællesskab: vi bruger tid på fælles refleksion, deler det der er svært, og holder hinanden oppe på vores principper. Vi arbejder aktivt med vores professionelle ledelsesfællesskab – og erkender, at det bliver vi aldrig færdige med.
- En tydelig og meningsfuld retning – med plads til at præge den.
- Et chefteam, der samarbejder tæt og tager fælles ansvar for hele programmets succes.
- Medarbejdere med høj faglighed og stærk vilje til at levere kvalitet – som forventer nærværende ledelse.
- En uddannelsesinstitution i bevægelse – med de muligheder og den kompleksitet, det indebærer.
Praktisk information
Ansøgningsfrist: 14. april 2026
Tiltrædelse: 1. juni 2026 eller efter aftale
Samtaler: Vi afholder løbende samtaler. Til en eventuel 2. samtale vil der indgå personlighedsprofil og en case.
Ansøgning: Send ansøgning, CV og relevante eksamenspapirer via ansøgningsknappen.
Kontakt
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte programchef Louise Boel:
Tlf.: 2349 0952
E-mail: loub@ek.dk
Vi opfordrer alle kvalificerede til at søge stillingen.