Studentermedhjælper til digital marketing og kampagner søges til EK
EK – Erhvervsakademi København – søger en studentermedhjælper til kommunikationsafdelingen, som skal hjælpe med vores digitale markedsføring og kampagner. Du kommer blandt andet til at arbejde med annoncering på sociale medier, kampagnekoordinering, influencermarketing og opsamling på data.
Du skal søge stillingen, hvis du brænder for digital marketing og er klar på at lære en masse. Hos os får du mulighed for at prøve kræfter med marketing og være med hele vejen, når større digitale kampagner bliver planlagt, gennemført og evalueret.
Om jobbet
Du bliver en del af EK’s kommunikationsafdeling, som har ansvar for blandt andet markedsføringskampagner, sociale medier, hjemmesider, filmproduktion, pressehistorier og intern kommunikation. Afdelingen er præget af humor, stærk holdånd og frihed under ansvar.
Som studentermedhjælper kommer du primært til at assistere EK’s digitale markedsføring, herunder influencersamarbejder. Det kan fx være research på relevante influencere og creators, koordinering af indhold og deadlines samt indsamling og strukturering af kampagneresultater.
Der er mange forskellige opgaver i jobbet. Herunder bl.a.:
- bidrage med idéer til udviklingen af nye kampagner og være med til at omsætte dem til konkrete indsatser
- hjælpe med at planlægge, klargøre og kvalitetssikre digitale kampagner
- assistere med annoncering på blandt andet Meta, Snapchat og YouTube
- researche relevante influencere, creators, platforme og nye markedsføringsmuligheder
- hjælpe med at skrive og læse korrektur på korte annoncetekster
- bidrage til afrapportering og evaluering af kampagner
- løse forskellige administrative opgaver i forbindelse med afdelingens markedsføring.
Arbejdet udføres i tæt samarbejde med afdelingens marketingspecialist, der arbejder med uddannelser på fuld tid, og øvrige kolleger i kommunikationsafdelingen.
Om dig
Du er i gang med en relevant videregående uddannelse inden for fx marketing, kommunikation, e-commerce eller digital konceptudvikling. Tænker du, at du vil være god til stillingen, men læser noget andet, skal du endelig søge alligevel.
Det er et krav, at du er studerende på en videregående uddannelse, og at du har minimum to år tilbage af din uddannelse.
Vi forestiller os, at du:
- interesserer dig for digital marketing, sociale medier og kampagner
- arbejder struktureret og har sans for detaljer
- er god til at bevare overblikket og overholde deadlines
- er nysgerrig på data og har lyst til at arbejde med kampagneresultater
- formulerer dig godt på skrift og har blik for korrekt sprog
- tager initiativ og trives med både selvstændige opgaver og tæt samarbejde
- har lyst til at lære og ikke er bange for at kaste dig ud i nye systemer og opgaver.
Det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med digital annoncering, influencermarketing, content creation eller lignende – men det er ikke et krav. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, grundig og har lyst til at udvikle dine kompetencer inden for digital marketing.
Vi tilbyder
- et spændende studiejob med mulighed for ansvar
- praktisk erfaring med digital annoncering og kampagnearbejde
- indblik i influencermarketing fra virksomhedens side
- mulighed for at arbejde med data, evaluering og forskellige digitale platforme
- engagerede og dygtige kolleger
Er du klar til en ny udfordring hos EK?
Så send din ansøgning, CV og evt. relevante bilag senest den 28. september 2026 kl. 12.
Stillingen ønskes besat snarest muligt efter jobsamtaler. Stillingen er på ca. 15 timer/uge med løn og vilkår i henhold til overenskomsten med staten. Vi tilpasser arbejdstiden til dit skema og eksamener på studiet.
Du kan læse mere om EK på www.EK.dk. Har du spørgsmål om stillingen, er du velkommen til at kontakte marketingspecialist Ida Werge på tlf. 22 49 01 28, e-mail: idaw@ek.dk.
EK arbejder bevidst og målrettet på at rekruttere medarbejdere, som samlet set byder på et bredt udvalg af faglige og personlige kompetencer og kvalifikationer. Derfor opfordrer vi alle kvalificerede til at søge stillingen.